Albrecht Sørensen (1832–1864)

Albrecht Sørensen blev født den 12. december 1832 i Tårnby sogn på Stevns og døbt den 20. januar 1833 i Tårnby Kirke. Han var søn af gårdmand Søren Knudsen og hustru Ane Christensdatter og voksede op i et traditionelt gårdmandsmiljø med tjenestefolk og aftægtsfolk knyttet til gården. Folketællingerne vidner om en stabil og veletableret landbrugsfamilie i Tårnby.

Den 25. november 1857 blev han gift med Ane Kirstine Jensen i Tårnby Kirke. Parret bosatte sig i sognet, hvor Albrecht ernærede sig som indsidder og daglejer. De fik to børn: Niels (født 1859) og Karen Marie (født 1861). Familien levede et beskedent, men forankret liv i lokalsamfundet.

I 1864 blev Danmark inddraget i Den Anden Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig. Efter nederlaget ved Dybbøl i april trak den danske hær sig tilbage til Als, hvor man forberedte forsvaret mod et forventet angreb. Albrecht gjorde tjeneste som menig ved 12. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 267, og indgik i de styrker, der bemandede stillingerne på øen i den spændte periode op til det senere Slaget om Als den 29. juni 1864.

Forholdene på Als var præget af konstant beredskab og primitive feltforhold. Soldaterne levede tæt sammen i lejre og interimistiske kvarterer, hvor hygiejnen var utilstrækkelig, og smitsomme sygdomme let kunne brede sig. Mange døde ikke i direkte kamp, men af sygdom. Albrecht blev ramt af tyfus – en alvorlig infektionssygdom, som i 1800-tallet ofte havde dødelig udgang under krigsforhold.

Den 22. maj 1864 døde han af tyfus på lazaret i Nordborg, 31 år gammel. Han blev begravet den 27. maj ved Nordborg Kirke. Hans gravlæggelse fik en særlig historisk ramme: Indvielsen af kirkegårdens vestlige afdeling fandt sted netop ved jordpåkastelsen over Albrecht Sørensen fra Tårnby og en anden faldet soldat. Dermed blev hans begravelse knyttet til en konkret begivenhed i lokalsamfundets historie på Als – et stille, men symbolsk øjeblik midt under krigens alvor.

Kirkebogen anfører, at han efterlod sig en enke og to små børn. Hans liv blev kort, men rummer i sin enkelhed fortællingen om en landbosøn fra Stevns, der stiftede familie og arbejdede som daglejer, før krigen i 1864 førte ham bort fra hjemstavnen. Hans død af sygdom i felten er et vidnesbyrd om, at krigens ofre ikke kun faldt på slagmarken, men også i lazaretterne – langt fra hjem og familie.